Sager

Folketingsåret 2024-25 er afsluttet. Sagen hører ikke til det igangværende folketingsår.

L 184LovforslagStatus: Stadfæstet

Om styrket indsats mod seksuelt krænkende materiale m.v.

Hvad handler L 184 om?

L 184 (2024-25): Formålet med lovforslaget er primært at styrke indsatsen mod seksuelt krænkende materiale, herunder seksuelt materiale med børn.

Læs resten af resuméet

Lovforslaget indeholder tre elementer, som har baggrund i forslag fra Red Barnet. Det drejer sig for det første om en udvidelse af straffelovens bestemmelser om seksuelt materiale med personer under 18 år, så bestemmelserne også omfatter såkaldte poseringsbilleder og -videoer. For det andet drejer det sig om en udvidelse af straffelovens bestemmelser om seksuelt materiale med personer under 18 år, så fremstilling, udbredelse og besiddelse af computergenereret seksuelt materiale, herunder materiale som f.eks. er skabt ved brug af kunstig intelligens, kan straffes efter bestemmelserne. For det tredje drejer det sig om en tydeliggørelse af, at deling af hverdagsbilleder m.v. af personer under 18 år i en seksualiseret sammenhæng kan straffes som en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelse. Lovforslaget indeholder endvidere et element, som har baggrund i et forslag fra Digitalt Ansvar og Institut for Menneskerettigheder, og som indebærer, at straffelovens bestemmelse om identitetsmisbrug udvides, så bestemmelsen også kommer til at omfatte fremstilling af manipuleret seksuelt materiale med virkelige personer. Det foreslås herudover at give politiet mulighed for at dele uægte seksuelt materiale, der forestiller personer under 18 år, for at styrke politiets muligheder for effektivt at kunne efterforske og identificere mistænkte gerningspersoner i bl.a. sager om seksuelle overgreb mod børn. Endelig foreslås det at give mulighed for, at en del af de offerbidrag, der ifølge lov om Offerfonden skal betales af visse lovovertrædere, forlods via finansloven kan anvendes til tilskud til bl.a. drift og administration af landets offerrådgivninger. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Blev L 184 vedtaget?

Ja. L 184 (2024-25) blev vedtaget ved endelig vedtagelse 27. maj 2025 med 105 stemmer for og 3 imod.

Hvem stemte for og imod L 184?

Ved endelig vedtagelse af L 184 (2024-25) 27. maj 2025 stemte flertallet i S, V, DD, LA, SF, M, KF, EL, DF og RV for. Flertallet i ALT stemte imod. Flertallet i BP stemte hverken for eller imod.

Hvem fremsatte L 184?

L 184 (2024-25) blev fremsat 28. marts 2025 af Peter Hummelgaard og henvist til Retsudvalget.

Kilde: Folketingets åbne data. Opdateret .