Sager

Folketingsåret 2021-22 er afsluttet. Sagen hører ikke til det igangværende folketingsår.

L 77LovforslagStatus: Stadfæstet

Om imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af afgørelseskompetence i visse sager om udgang.

Hvad handler L 77 om?

L 77 (2021-22): Formålet med lovforslaget er at implementere de initiativer, der er indeholdt i myndighedernes fælles ”Handlingsplan til imødegåelse af udfordringer med fangeflugter” fra den 17. marts 2021, som på Justitsministeriets område kræver lovændringer.

Læs resten af resuméet

Ifølge forslaget ønskes der ændringer i retsplejeloven med henblik på at skabe øgede muligheder for at anvende brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede, og øgede muligheder for besøgskontrol over for varetægtsfængslede rocker- og bandemedlemmer. Der foreslås derudover ændringer med henblik på at skabe øgede muligheder for at afholde videoretsmøder, hvis den sigtede eller tiltalte vurderes undvigelsestruet. Der foreslås endvidere ændringer i straffuldbyrdelsesloven med henblik på at give kriminalforsorgen øgede muligheder for at anvende håndjern og øvrige sikringsmidler. Derudover foreslås, at der etableres hjemmel til at fastsætte regler, der muliggør anvendelse af yderligere sikringsmidler ud over de allerede anførte i straffuldbyrdelsesloven. Endelig foreslås der etablering af hjemmel i straffeloven til at fastsætte regler om delegation af afgørelseskompetencen i visse sager om udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk afdeling eller institution ved dom. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2022.

Blev L 77 vedtaget?

Ja. L 77 (2021-22) blev vedtaget ved endelig vedtagelse 25. januar 2022 med 70 stemmer for og 14 imod.

Hvem stemte for og imod L 77?

Ved endelig vedtagelse af L 77 (2021-22) 25. januar 2022 stemte flertallet i S, V, DF, KF, NB og LA for. Flertallet i RV, EL og FG stemte imod. Flertallet i SF stemte hverken for eller imod.

Hvem fremsatte L 77?

L 77 (2021-22) blev fremsat 10. november 2021 af Nick Hækkerup og henvist til Retsudvalget.

Kilde: Folketingets åbne data. Opdateret .

Dokumenter (26)

Vis dokumenttype

Forslagstekst (4)

Fremsættelsestale (1)

Bilag (9)

Spørgsmål (6)

Svar (6)