Sager

Folketingsåret 2019-20 er afsluttet. Sagen hører ikke til det igangværende folketingsår.

L 32LovforslagStatus: Stadfæstet

Om opdeling af fysiske og juridiske personer i markedsføringslovens forbrugerbegreb m.v.

Hvad handler L 32 om?

L 32 (2019-20): Lovforslaget går ud på at gennemføre tekniske justeringer af markedsføringsloven og korrigere en utilsigtet ændring af lovens strafbestemmelse.

Læs resten af resuméet

Der sker der en opdeling af forbrugerbegrebet for at undgå tvivl om implementeringen af det bagvedliggende direktiv. Lovens definition af en forbruger ændres til alene at omfatte fysiske personer. For at bevare den samme retstilstand som i dag, hvor også juridiske personer er omfattet af forbrugerbegrebet, indføres en ny bestemmelse, der sidestiller en juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, med en forbruger. Forslaget indeholder en lovteknisk ændring af bestemmelsen om aggressiv handelspraksis, så de hensyn, der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende i sin handelspraksis har benyttet aggressiv handelspraksis, kommer til at fremgå direkte af lovteksten i stedet for af lovbemærkningerne. Der sker desuden en opdatering af markedsføringslovens definition af et samtykke og af samtykkekravet i bestemmelsen om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere for at bringe loven i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen. Derudover strafsanktioneres markedsføringslovens § 20, stk. 3, om aggressiv eller utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende, og bestemmelsen undergives privat påtale i overensstemmelse med den tidligere markedsføringslov. Lovforslaget skal korrigere en utilsigtet ændring af retstilstanden, der opstod i forbindelse med den processuelle behandling af den nuværende markedsføringslov. Samtidig korrigeres bemærkningerne til strafbestemmelsen, så det præciseres, at de subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringsloven er uagtsomhed. Loven skal træde i kraft den 17. januar 2020.

Blev L 32 vedtaget?

Ja. L 32 (2019-20) blev vedtaget ved endelig vedtagelse 26. november 2019 med 104 stemmer for og 2 imod.

Hvem stemte for og imod L 32?

Ved endelig vedtagelse af L 32 (2019-20) 26. november 2019 stemte flertallet i S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT og LA for. Flertallet i NB stemte imod.

Hvem fremsatte L 32?

L 32 (2019-20) blev fremsat 3. oktober 2019 af Simon Kollerup og henvist til Erhvervsudvalget.

Kilde: Folketingets åbne data. Opdateret .